Før du rejser


Kom i god tid

Når man skal rejse med fly kan det godt betale sig at være ved check-in i god tid. Sørg altid for at overholde de tidsfrister, der er angivet på rejsebestillingen, og check afrejselufthavnens hjemmeside for at se om der forventes forsinkelser ved check-in og sikkerhedskontrol.

Hvad hvis der er kø ved check-in

Har man krav på erstatning, når check-in tager så lang tid, at man ikke kan nå sit fly? Nej, siger Rejse-ankenævnet i en konkret sag, hvor en familie ikke nåede deres fly fra Paris på grund af lang kø ved check-in skranken. Derfor måtte de af egen lomme betale forplejning og overnatning på hotel. Det er altså op til den enkelte passager at møde så tidligt, at man kan nå at blive checked-in – også hvis der er kø ved skranken.

Håndbagage - regler for medbragte væsker

Da væsker og væskeformige stoffer efter EU's regler kun må medbringes i flypassagerens håndbagage i beholdere, der kan rumme maksimalt 100 milliliter (én deciliter), er det vigtigt, at den enkelte flypassager allerede hjemmefra sikrer at væsker og væskeformige stoffer i størst muligt omfang er placeret i den indcheckede bagage (i kufferten).

Er der sikkert på rejsemålet?

Udenrigsministeriet udgiver løbende rejsevejledninger på deres hjemmeside til danske rejsende. Rejsevejledningerne indeholder råd og oplysninger om lande og områder med særlig risiko for krig, terrorisme, uroligheder, naturkatastrofer, kriminalitet og lignende.

Visum og valuta

Sørg altid for at undersøge om du har brug for visum, for at komme ind i det land du rejser til, såfremt det er udenfor Europa. Find evt. flere informationer på udenrigsministeriet hjemmeside. Du bør også spørge din bank hvilke kreditkort, du skal have med. Ligesom du bør veksle lidt penge på forhånd, så du har til den første dag ved rejsemålet.

Rejseforsikring

En udlandsrejse uden tilstrækkelig forsikring kan blive en bekostelig affære. Husk derfor at tegne rejseforsikring og kontroller at dækningen er tilstrækkelig. Du kan hente flere oplysninger under Rejseforsikring på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Det gule sygesikringskort

Vær særlig opmærksom på de begrænsninger der ligger i "det gule sygesikringskort". Det gælder f.eks. kun i Europa og tilstødende lande, kun i én måned og kun ved rene ferierejser. Folder kan downloades fra Amtsrådsforeningens hjemmeside.

Pillepas og medicin

Pak dit pillepas og din medicin i håndbagagen, som du har adgang til i flykabinen. Medicin fremstillet som væske, gelé eller lignende flydende form er undtaget fra reglerne for væsker i håndbagagen.

Det vil sige, at du gerne må tage flydende medicin med i en større mængde end 1 deciliter pr. beholder. Du er heller ikke begrænset til, at beholderne med medicin skal kunne være i en gennemsigtig pose med et rumfang på højst én liter.

Til gengæld skal du være forberedt på, at personalet i sikkerhedskontrollen kan forlange bevis på varens ægthed. Du skal kunne bevise, at det rent faktisk er medicin, du har med. Og flyver du fra lufthavne i andre EU-lande, kan du blive stillet overfor et krav om en lægeerklæring på engelsk med oplysning om, hvilken type medicin du bruger.

Mere information

Herunder er samlet en række nyttige links til forberedelse af flyrejsen.

Udenrigsministeriet
Rejsevejledninger

Download som PDF
Folder om begrænsninger af væsker i håndbagagen
Gode råd om medicin i håndbagagen

Sidst opdateret: 21.03.2012