International buskørsel

Erhvervsmæssig kørsel i udlandet

En buskørselsvirksomhed skal - ud over tilladelse til buskørsel- være i besiddelse af en EF-tilladelse for at udføre international buskørsel.

EF-tilladelse

EF-tilladelsen kan anvendes til international buskørsel i EØS-landene (Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig).

Tilladelsen kan også anvendes til buskørsel mellem Danmark og et ikke EØS-land, for så vidt angår den strækning som tilbagelægges inden for EØS-området.

EF-tilladelsen kan endvidere anvendes til cabotagekørsel - udførelse af midlertidige nationale transporter (indenrigstransporter) - i et andet land inden for EØS-landene. Adgangen til at udføre cabotagekørsel er betinget af, at værtsnationens nationale regler overholdes på en række områder.

Kørsel der kræver tilladelse

Det kræver særlig tilladelse til at udføre:

  • Rutekørsel, det vil sige personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor af- og påstigning, kan ske ved forud fastsatte stoppesteder. Rutekørsel kan benyttes af alle, uanset om der eventuelt skal foretages reservation.
  • Ansøgning om rutetilladelse kan ske ved indsendelse af ansøgningsskema til Trafikstyrelsen.
  • Pendulkørsel uden for EØS-området (f.eks. til Hviderusland, Ukraine, Rusland, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Makedonien, Tyrkiet og Moldova).
  • Ved pendulkørsel forstås befordring, hvor der med flere ud- og tilbageture med samme udgangspunkt til samme bestemmelsessted befordres rejsende, som i forvejen er sluttet sammen i grupper. Hver gruppe af rejsende, som har foretaget udturen sammen, bliver ved en senere tur bragt samlet tilbage til udgangspunktet. Den første tilbagetur og den sidste udtur i rækken af pendulkørsler er ture uden passagerer. Transporttjenesten skal ved siden af befordringsydelsen omfatte rejsegruppens indlogering på bestemmelsesstedet under hele opholdet, og passagererne skal betale den samlede pris for rejsen til rejsens arangør.
  • Ansøgning om tilladelse til pendulkørsel kan ske ved indsendelse af ansøgningsskema til Trafikstyrelsen.
  • Afhentning af passagerer uden for EØS-området (f.eks. i Hviderusland, Ukraine, Rusland, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Makedonien, Tyrkiet og Moldova).
  • Ansøgning om tilladelse indsendes til Trafikstyrelsen (uden brug af ansøgningsskema).

Kontroldokumenter

Ved international buskørsel, herunder cabotagekørsel - dog ikke rutekørsel - skal medbringes et særligt kontroldokument i bussen.

Ved kørsel inden for EU-området samt til Norge, Island, Liechtenstein anvendes EU-kontroldokument.

Ved kørsel til andre lande anvendes ASOR-kontroldokument, CEMT-kontroldokument eller Interbus-kontroldokument.

Kontroldokumenter kan købes hos Danske Busvognmænd.

Ikke-erhvervsmæssig buskørsel

Foreninger, kommunale og private institutioner, der udfører ikke-erhvervsmæssig buskørsel til udlandet i egen bus, skal medbringe en såkaldt "gul attest" som dokumentation for, at kørslen er ikke-erhvervsmæssig. Ansøgning om gul attest skal sendes til Trafikstyrelsen. Sammen med ansøgningen skal der indsendes kopi af bussens registreringsattest og oplysning om navnet på den, der er ansvarlig for den virksomhed eller sammenslutning, der ejer bussen.

Sidst opdateret: 17.11.2011