Udlejning af chaufførvikarer

Det kræver en godkendelse at udleje chaufførvikarer

Er du indehaver af vognmandstilladelse, kan du godkendes til at drive chaufførvikarvirksomhed.

Det er ikke en betingelse, at du både udfører vognmandskørsel og driver chaufførvikarvirksomhed. Det vil derfor også være muligt alene at drive chaufførvikarvirksomhed. Godkendelsen kan kun opretholdes, så længe du har vognmandstilladelse.

Godkendelsen omfatter udlejning af chauffører til godstransport med lastbiler eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt over 3,5 tons og til erhvervsmæssig buskørsel.

Du skal – ud over at opfylde betingelserne for at få en vognmandstilladelse – opfylde følgende krav for at få en godkendelse til at udleje chaufførvikarer:

Faglige kvalifikationer

Har du bestået godsvognmandskursus før 2000, skal du gennemføre et særligt kursusmodul om vikarudlejning, som er godkendt af Trafikstyrelsen.

Økonomi

Du skal udover det eksisterende kapitalkrav til vognmandstilladelser dokumentere yderligere egenkapital på 200.000 kr.

Udenlandske chaufførvikarvirksomheder

En vognmand fra et EØS-land (Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig) kan få udstedt en chaufførvikargodkendelse i tilslutning til en fællesskabstilladelse.

Vognmanden skal gennemføre et vikarudlejningskursus i Danmark eller dokumentere, at vedkommende har gennemført et kursus i et andet EØS-land, der kan sidestilles med et vikarudlejningskursus. Endvidere skal vognmanden opfylde egenkapitalkravet for vikarvirksomheder.

Det er en betingelse for at imødekomme en ansøgning, at chaufførvikarvirksomheden bekræfter at ville følge niveauet i gældende danske overenskomster ved kørsel på danske biler i Danmark.

Godkendte udlejere

Her kan du se en oversigt over indehavere af godkendelse til udlejning af chaufførvikarer.

Sidst opdateret: 05.08.2011