Elbilen indgår som en del af løsningen i forhold til CO2-reduktion og udfasning af fossile brændstoffer. Elbilen indgår desuden som et element til at stabilisere elproduktionen ved en fremtid udbygning af vindkraft.
I aftalen om en grøn transportpolitik er der afsat en pulje på 200 mio. kr. til storskala forsøg med energieffektive transportløsninger. Puljen administreres af Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport. Foreløbigt støttes et projekt med 300 elbiler, som stilles til rådighed for borgerne i en række kommuner, samt et projekt med elbiler i delebilsflåder.
Af andre initiativer på elbilsområdet kan nævnes: Energistyrelsens igangværende forsøg i mindre skala med elbiler; EDISON projektet, hvor et større antal elbiler afprøves i forhold til elforsyningen med fokus på vedvarende energi.
Center for Grøn Transports har i samarbejde med Energistyrelsen iværksat et Elbilsnetværk for kommuner og regioner. Her kan kommuner og regioner udveksle erfaringer med elbiler.
Der er generelt meget stor fokus på og aktivitet omkring elbiler. Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport har udarbejdet en liste over alle igangværende (sommer 2011) forsøg og demonstrationsprojekter med en kort beskrivelse af aktører, økonomi og nyttige link.
Konkret støtter Trafikstyrelsen to forsøgsprojekter med elbiler: Elbiler i fleksibel flåder og TestEnElbil. Energistyrelsen støtter også en lang række projekter, som er beskrevet på Energistyrelsens hjemmeside.