Tilsyn med Post Danmark

Individuel tilladelse til Post Danmark
Post Danmark er i henhold til postloven af 21. december 2010 udpeget til befordringspligtig virksomhed gældende for perioden 2011-2013. Den 28. marts 2011 har Trafikstyrelsen udstedt en individuel tilladelse til Post Danmark. Her fastsættes befordringspligten til følgende forsendelser:

  1. Breve op til 2 kg.
  2. Dag-, uge- og månedsblade o. lign.
  3. Pakker med og uden omdeling op til 20 kg. 
  4. Blindeforsendelser på op til 7 kg.

Befordringspligten omfatter derudover indsamling ved postkasser og postbetjeningssteder, sortering, transport og omdeling af forsendelserne.

Kvalitetskontrol
Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at Post Danmark lever op til de service- og kvalitetsmål for breve, økonomibreve, pakker, dagblade og øvrige blade, der er fastsat i den individuelle tilladelse til Post Danmark.

Post Danmark skal omdele adresserede forsendelser alle hverdage (mandag til lørdag); der er dog ikke pakkeomdeling om lørdagen. Servicekravet for A-breve er dag-til-dag befordring på alle hverdage. B-breve skal være omdelt 2-3 hverdage efter indleveringen. Post Danmark fastsætter selv servicekravet for erhvervsbreve (C-breve), dagblade og øvrige blade. For pakker er servicekravet dag-til-dag befordring mandag til fredag.

Kvalitetskravet er for A-breve, B-breve og Erhvervsbreve (C-breve) samt pakker er kvalitetskravet, at 93 % af disse skal være befordret i overensstemmelse med servicekravet.

For at kontrollere om Post Danmark opfylder målsætningerne modtager vi hver måned følgende fra Post Danmark:

  • Ekstern kvalitetsmåling for breve, økonomibreve og magasinpost
  • Post Danmarks interne kvalitetsmåling for pakker og dagblade og øvrige blade
  • Årsagsforklaringer til eventuelle større forsinkelser på brevområdet.

På brevområdet er det et uafhængigt analyseinstituts kvalitetsmålinger, som ligger til grund for Trafikstyrelsens vurderinger. Kvalitetsmålinger af breve finder sted i henhold til EU standarder. Opfylder Post Danmark ikke de aftalte kvalitetskrav, kan der pålægges bod, jf. bilag 2 og 3 til tilladelsen.

Pakke- og bladbefordringen bliver vurderet på grundlag af Post Danmarks interne målinger.

De seneste resultater af den eksterne måling af brevkvaliteten fremgår af tabellen:

Rettidighed    1. kv. 11  2. kv. 11 3. kv. 11  4. kv. 11
 A-breve  93,3 %  94,5 %  94,6 % 93,9 %
 B-breve  99,8 %  99,4 %  99,0 % 99,1 %
 C-breve  99,2 %  97,6 %  99,6 % 98,4 %

Resultatet af målingerne af Post Danmark brevkvalitet siden 1995 kan du se under Statistik.

Postbetjeningsnettet

Post Danmark er forpligtet til at have et landsdækkende net af postbetjeningssteder, som sikrer befolkningen adgang til at få udført postforretninger.

Postbetjeningsnettets udstrækning og serviceforhold er ikke nogen given størrelse og har ved flere lejligheder været genstand for politisk drøftelse, ligesom ændringer i postbetjeningsnettet har stor bevågenhed i lokalsamfundet.

Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at Post Danmark overholder den individuelle tilladelses krav til postbetjeningsnettet.

Tilladelsen foreskriver bl.a., at Post Danmark skal gennemføre høring m.m. af lokale interessenter, når Post Danmark ønsker at nedlægge et betjeningssted.

Antallet af ekspeditionssteder i postbetjeningsnettet er faldende. Årsagen til nedgangen er bl.a., at antallet af de såkaldte "giroprodukter" på posthusene er faldende og har været det gennem mange år. Dette skyldes den stigende brug af elektronisk pengeoverførsel, eksempelvis betalingsservice og internetbank m.m.

Post Danmark rapporterer en gang årligt til Trafikstyrelsen om den hidtidige og den forventede udvikling i postbetjeningsnettet.

Du kan se postbetjeningsnettets omfang og sammensætning under Statistik.

Klageinstans
Trafikstyrelsen behandler klager over Post Danmark. Før en klage sendes til Trafikstyrelsen, bør den være behandlet af Post Danmarks hovedkontor. Hvis du f.eks. ønsker at klage over lokale forhold, bedes du sende klagen til Post Danmarks hovedkontor, inden du eventuelt klager til Trafikstyrelsen. Der kan f.eks. også klages over:

  • Utilfredsstillende levering af post
  • For lav eller manglende erstatning i forbindelse med beskadiget eller forsvunden pakke
  • Manglende opfyldelse af befordringspligten.

Kontakt
Specialkonsulent
Jens Hork
Sidst opdateret: 23.01.2012