Kontrakter for togtrafik

Trafikstyrelsen udbyder og følger op på indgåede kontrakter på statlig konkurrenceudsat tog- og færgetrafik. Trafikstyrelsen har brugt to forskellige typer af kontrakter, brutto- og nettokontrakter.

Trafikstyrelsen varetager nye udbud af den statslige togtrafik på baggrund af politiske beslutninger.

Forud for et udbud afdækker Trafikstyrelsen muligheder og konsekvenser af forskellige strategier og fungerer som rådgiver for Transportministeriet.

Når kontrakterne er indgået gennemfører Trafikstyrelsen opfølgning på kontakterne, for at sikre at kontrakternes krav overholdes. Kontraktopfølgning omfatter de kontrakter, hvor trafikken er igangsat og kontrakter, hvor operatøren forbereder trafikstart. Derudover fører Trafikstyrelsen tilsyn og gennemfører inspektioner af kontrakterne.
  

Kontraktopfølgning togtrafik

Trafikstyrelsen følger op på en kontrakt fra 2002 med Arriva om at udføre passagertrafik på strækningerne:
Århus – Langå – Struer       
Herning – Skjern – Esbjerg
Thisted - Struer
Esbjerg - Tønder
Struer – Skjern
Århus – Herning

Trafikstyrelsens følger også op på kontrakten med DSBFirst om togtrafikken på Kystbanen og over Øresund.

Trafikstyrelsen følger op på den kontrakt, der i 2009 er indgået med Arriva om fortsat at udføre passagertrafik i Midt- og Vestjylland i perioden fra 12. december 2010 til 2018.

Brutto- og nettokontrakter:

Trafikken udbydes efter en nettokontrakt eller en bruttokontrakt.
I nettokontrakter modtager operatøren billetindtægterne, hvorfor det statslige tilskuds størrelse i ganske overordnede træk kan defineres som forskellen mellem omkostninger (inkl. provenu) og trafikindtægter. Kontrakten med Arriva er for eksempel en nettokontrakt.

I bruttokontrakter modtager trafikkøberen– dvs. Trafikstyrelsen – billetindtægterne, hvorfor tilskuddets størrelse skal dække alle omkostninger (inkl. provenu) til trafikken. Kontrakten med DSBFirst er for eksempel en bruttokontrakt.

I nettokontrakter er det således operatøren, der har risikoen for efterspørgslen, men samtidig muligheden for et højere indtægtsgrundlag ved en positiv udvikling i efterspørgslen, hvor det i bruttokontrakter er trafikkøberen, der har denne risiko hhv. mulighed.

Mere information
Sidst opdateret: 19.03.2012