Siden 11. januar 2009 har togoperatøren DSBFirst betjent strækningen på Kystbanen og trafikken over Øresund. Trafikstyrelsens primære opgave er at følge op på kontrakten. Formålet med kontraktopfølgningen er at sikre, at DSBFirst udfører den aftalte togtrafik på Kystbanen og over Øresund, samt at DSBFirst lever op til samtlige krav i kontrakten.
Trafikstyrelsens kontrakt med DSBFirst regulerer betjeningen af den danske del af Øresundstrafikken. Kontrakten har en løbetid på syv år (2009-2015) med mulighed for forlængelse i 2 år.
Trafikstyrelsens primære opgave er at følge op på kontrakten gennem hele kontraktperioden og at udføre tilsyn for at sikre, at kvaliteten er tilfredsstillende.
Den danske del af Øresundstrafikken består af trafikken på Kystbanen og Kastrupbanen, samt Øresundsbroen frem til landegrænsen.
Den svenske del af Øresundstrafikken går fra grænsen til Danmark, gennem Malmö og til Helsingborg - Göteborg, Alvesta - Kalmar og Kristianstad – Karlskrona. Den svenske del af Øresundstrafikken reguleres i en kontrakt mellem DSBFirst og den svenske trafikkøber; Skånetrafiken.
Trafikstyrelsen overvåger blandt andet følgende ved løbende kontraktopfølgning, inspektioner og tilsyn for at sikre, at DSBFirst lever op til kontraktens krav:
• rettidighed for udført trafik
• realiseret togproduktion og aflyste tog i forhold til køreplanen
• at køreplanen bliver overholdt, og at belægningskriterierne lever op til kontraktens krav
• kundetilfredshed
• DSBFirst’s trafikinformation, servicekoncept, tilgængelighed og stationer
Trafikstyrelsen udfører derudover ved behov tilsyn eller inspektioner af andre forhold for at sikre, at kvaliteten er tilfredsstillende.
Trafikstyrelsen administrerer også betalingen til DSBFirst for den kørte trafik, udbetaler bonus eller fradrager bod for rettidighed, aflyste ankomster, passagerudvikling, kundetilfredshed mv.
Trafikstyrelsen og Skånetrafiken har samarbejdet igennem hele udbudsprocessen og har indgået en samarbejdsaftale, som regulerer samarbejdet i løbet af kontraktperioden.
Læs mere om kontrakten, kundetilfredshed, rettidighed mv, her på hjemmesiden.