Nye tog, nyt passagertællesystem, nyt trafikinformationskoncept og ombygning af togsæt skal forbedre rejseoplevelsen for de kunder der rejser i Midt- og Vestjylland med Arriva.
For at forbedre passagerernes rejseoplevelser i Midt-og Vestjylland indsætter Arriva 12 helt nye og 29 ombyggede LINT-togsæt.
I forbindelse med genudbuddet af togtrafikken i Midt- og Vestjylland har Trafikstyrelsen sikret at de ca. 30 år gamle MR-togsæt som Arriva har lejet af DSB senest den 12. december 2010 leveres tilbage til DSB.
Til erstatning af MR-togsættene har Arriva indkøbt 12 helt nye LINT 41 togsæt, hvorved Arriva råder over 41 togsæt af denne type.
Arriva har indbygget forbedret sædekomfort, forbedret solafskærmning, trådløst internet, automatisk passagertællesystem samt forbedret trafikinformationskoncept (MitArriva) i samtlige togsæt.
Ved kontraktophør i 2018 eller 2020 har Trafikstyrelsen desuden sikret, at operatøren har ret og pligt til at overdrage de 41 togsæt til en eventuel ny operatør eller til staten. Ud over at håndtere en eventuel mangel på materiel til disse strækninger fremadrettet, løser denne model også problemstillingen med, at materiellet har en betydelig længere levetid (20-30 år) end kontrakternes løbetid, der typisk er på 8-10 år. Hermed risikerer operatøren ikke at stå med materiel, der endnu ikke er afskrevet, men som operatøren ikke nødvendigvis kan anvende i anden trafik, hvis operatøren ikke genvinder trafikken.