Knap 200 elbiler på gaden i TestEnElbil
07.02.2012

Det er nu lidt over et år siden, at de første elbiler rullede ud på gaden i forbindelse med projektet TestEnElbil, og de første erfaringer er så småt begyndt at blive opsamlet og systematiseret.

TestEnElbil er rigtig godt i gang og data- og erfaringsopsamling er så småt ved at tage form. Erfaringen bliver opsamlet gennem ChoosCOM (enhed til elektronisk dataopsamling), som opsamler information om kørsel, opladning, batteristand og meget andet, der kan være medvirkende til at kaste lys over hverdagen med en elbil.

Desuden anvender testkørerne en række andre platforme til afrapportering bl.a. blog på nettet, kørebog og spørgeskemaer. På baggrund af de mange dataopsamlinger kan vi nu kort sammenfatte de første konklusioner og erfaringer. Det skal understreges, at der er tale om foreløbige observationer, da datamaterialet fortsat er relativt begrænset.

Driftsøkonomi

Bilerne har endnu ikke været til det første serviceeftersyn, men da en elbil indeholder væsentligt færre bevægelige dele, er der forventning til, at omkostningerne til reparation vil ligge under det niveau, som kendes for en konventionel bil. Hvad angår den daglige økonomi forventes det, at udgifterne til elbilen ligger noget under den konventionelle bil. Beregnes kilometerprisen på normtal (det typegodkendt forbrug) fås en pris pr. km for en Peugeot Ion på 0,28 kr./km, mens det tilsvarende tal er 0,57 kr./km for en Peugeot 107 2-tronic.

En ting er normtal, noget andet er, hvad bilen faktisk kører på en kWh. Det er bl.a. de oplysninger projektet vil give mere indsigt i, når det har kørt i en længere periode, så der kan foretages beregninger på forbruget for både sommer og vinter, forskellige køremønster og ikke mindst kørestil. Foreløbige tal viser en væsentlig stigning i forbruget af strøm i takt med, at det er blevet koldere, og der derfor er behov for bl.a. opvarmning i bilen.

Køre- og opladningsmønstre

De foreløbige erfaringer viser, at brugerne fortsat kun benytter bilerne til kortere ture. Det betyder, at 50 % af turene er under 7,5 km, og 80 % er kortere end 20 km. Trafikstyrelsen egne undersøgelser viser, at 80% af alle bilister i Danmark kører under 60 km om dagen. På den måde passer elbilen og de foreløbige erfaringer i TestEnElbil godt ind i danskernes generelle kørselsmønster. Endvidere har flere testpiloter i projektet kørt så meget på de tre måneder med elbilen, at det svarer til et kørselsforbrug på 30.000km/år, hvilket er et højt forbrug. ChoosEV vil i den kommende periode sætte fokus på bilister, der kører længere og dermed få afprøvet elbilen hos bilister med større kørselsbehov.

De første erfaringer viser da også, at brugerne oftest oplader batteriet, når det er ca. halvt afladet. Det foregår typisk hjemme om aftenen. Således viser de foreløbige tal, at 48 % af alle opladninger foretages i tidsrummet mellem 15 og 20. Og netop det faktum kan give udfordringer på lidt længere sigt, når udbredelsen af elbiler stiger yderligere, da dette tidsinternval er dér, hvor der er allerstørst efterspørgsel efter el, og prisen på el derfor topper. Projektet forventes derfor at kunne dokumentere tesen om, at hvis elbilerne skal medvirke til at stabilisere efterspørgselen efter el over døgnet, så skal brugerne motiveres (fx økonomisk) til at ændre opladningstidspunktet. I projektet har brugerne ikke fået nogen instrukser om, hvornår de skulle oplade bilen, da projektet bl.a. skulle afdække, hvad der var naturligt i forhold til brugeradfærd.

Mere erfaring giver ændret adfærd

De første erfaringer fra projektet viser også, at jo mere fortrolige testbilisterne bliver med elbilen jo mere energieffektivt kører bilisterne. Det betyder i sagens natur, at bilisterne på den måde opnår længere rækkevidde på en opladning. Elbilerne er udstyret med et økometer, der konkret viser bilisten om kørestilen er energieffektiv. Iflg. testbilisterne bliver de opmærksomme på deres kørestil, og hvad den betyder, og de energieffektive vaner tages med over i den konventionelle bil.

Projektet i tal

  • Har modtaget i alt godt 20 millioner kroner i støtte fra Trafikstyrelsen 
  • 21 kommuner deltager i projektet
  • I november havde bilerne tilbagelagt i alt 1 millioner kilometer, og i starten 2012 har de allerede rundet 1,5 million km
  • 1,5 million kørte km i projektet svarer til en besparelse på 112 ton CO2
  • Projektet forventes at løbe frem til 2014
  • 14.000 borgere har ansøgt om at blive testpilot
  • Mere end 600 familier har allerede haft elbilen i tre måneder og samlet erfaringer til projektet
Kontakt
Civilingeniør
Niels Frees
Sidst opdateret: 12.03.2012