Skærpede krav til cykellygter
08.02.2012

Trafikstyrelsen har den 31. januar 2012 udstedt en ændringsbekendtgørelse med skærpede krav til cykellygter, som træder i kraft den 1. november 2012.

Formålet med bekendtgørelsen er at øge cyklisters synlighed i trafikken i lygtetændingstiden.

De væsentligste ændringer er:

  • Krav om at for- og baglygte skal monteres, så den lyser henholdsvis lige fremad og lige bagud. Dog skal en kraftig forlygte, der er beregnet til at oplyse vejen, monteres med et fald, så den ikke blænder modkørende. Lygten må således ikke hænge og dingle ned fra styret eller bagagebærer i en elastik.
  • Lysstyrkekravet til nye baglygter øges, så det nu svarer til kravet for forlygter.
  • Overgangsbestemmelse, der tillod for- og baglygter fra før 1998, når lyset fra dem var synligt på mindst 150 meters afstand, ophæves. Nu skal lyset fra alle for- og baglygter, der anvendes som cykellygter, være synligt på mindst 300 meters afstand.
  • Ved markedsføring og salg af batteridrevne for- og baglygter som cykellygter (undtagen lygter, som oplades under kørsel) skal lygten eller dens salgsindpakning være mærket med ”Brugstid/Runtime” og med det timeantal (mindst 5 timer), som lygten kan lyse lovligt.
    Ved markedsføringen f.eks. i annoncer, brochurer eller på internettet skal brugstiden oplyses tydeligt.
  • Mulighed for gult blinkende lygter i pedalerne, dog ikke som erstatning for de gule reflekser i disse.

Trafikstyrelsen vil op mod ikrafttrædelsesdatoen informere yderligere om de nye regler.

Sidst opdateret: 09.02.2012